Fra telt til shelter – et kvindeligt perspektiv på at sove alene

Jeg sov i mange år i telt, når jeg var alene på tur.

Ikke fordi det var mere sikkert, men fordi det føltes sådan.

Teltdugen gav en form for tryghed, som egentlig er fuldstændig irrationel – men meget menneskelig.

Mange kvinder siger, at de gerne vil på sheltertur, men ikke alene. Ofte handler det ikke om manglende erfaring med naturen, men om følelsen af at være mere eksponeret, når man sover i et åbent rum. Det genkender jeg godt.

Jeg sover i dag alene i shelter. Ikke fordi jeg er blevet mere modig, men fordi jeg har fundet ud af, hvad der virker for mig: valg af plads, enkle rutiner og visheden om, at jeg altid kan pakke sammen og gå igen.

Indlægget handler ikke om at overvinde frygt, men om at reducere usikkerhed.

Det er ikke en heltehistorie og heller ikke en guide til at “tage sig sammen”.
Det er et nøgternt, kvindeligt perspektiv på at sove alene i shelter – skrevet til dig, der egentlig gerne vil, men ikke tør.

Hvad er det egentlig, vi er bange for?

For mig har den største frygt ofte været frygten for at blive bange. For når først hjernen begynder at digte historier, kan den være svær at stoppe igen. Helt irrationelt føltes den ultra tynde teltdug i mange år som mit skjold.

Der er nogle grundlæggende ting, som amygdala (hjernens alarmcentral) altid er ekstra opmærksom på: ukendte lyde, mørke, mødet med fremmede mennesker, højde, vand og situationer, hvor vi føler os udsatte eller alene. Det er dybt menneskeligt – og meget gammelt.

Når man ved, hvad der gør én urolig, kan man begynde at skrue på usikkerheden – i stedet for at kæmpe imod følelsen.

Valg af shelter: 80 % af trygheden ligger her

Når jeg sover alene i shelter bliver stedet meget nøje udvalgt.

Placering betyder alt for mig. Jeg går uden om sheltere tæt på byer eller stier med meget trafik. Min hjerne finder hurtigt på scenarier om tilfældige forbipasserende – fx en flok fulde unge mennesker – og det giver ikke ro.

Jeg går typisk efter shelterpladser med:

• få shelters – helst bare et så pladsen er overskuelig
• parkering i nærheden (se afsnit om plan B)
• mulighed for booking, så jeg ved, at shelteret er mit
• en bålplads tæt på shelteret, så jeg kan sidde på kanten og se bålet

Måske er det andre ting, der er vigtig for dig. Overvej at besøge shelteren i dagslys, gå en tur i området og mærk efter, om det er et sted, du har lyst til at overnatte alene.

Læs evt. mit indlæg om shelter for begyndere – 5 gode steder til din første sheltertur

Rutiner der giver ro om aftenen

Det er en rigtig god ide at ankomme i dagslys og undersøge hele pladsen inden det bliver mørkt. Så du kender området og også har styr på hvor du har dine ting.

Tjekliste:

• ankom i dagslys
• start bålet inden det bliver mørkt
• gør soveplads klar i god tid
• placer dine ting, så du ved hvor du har dem
• lav mad i skumringen – det giver ro og noget at lave
• sæt musik i ørene eller på en højtaler – hvis det er rart
• download en film på din telefon – man må gerne ligge i soveposen og se film

Det kan lyde som små detaljer, men tilsammen gør de en stor forskel.

Når mørket larmer, og tankerne tager over

Hvad er det egentlig, der sker, når man hører en lyd?

Når du ligger alene i et shelter og hører en lyd, du ikke kan genkende, sker der noget meget hurtigt – og helt automatisk.

Lyden bliver ikke først sendt til den fornuftige del af hjernen. Den går direkte til amygdala, hjernens alarmsystem. Amygdala har én opgave: at sikre din overlevelse. Hvis den er i tvivl, slår den alarm.

Pulsen stiger, vejrtrækningen bliver hurtigere, og sanserne skærpes. Ikke fordi der nødvendigvis er fare – men fordi hjernen ikke vil risikere at tage fejl.

Når kroppen først er i alarmberedskab, bliver du mere lydfølsom. Små lyde kan føles store, og hjernen begynder at udfylde hullerne: Hvad var det? Er der nogen derude?

Det er ikke et tegn på, at du er svag eller utryg. Det er et tegn på, at dit alarmsystem virker.

Engang kunne lyde i mørket betyde rovdyr eller fjender. I dag er det oftest vinden, et rådyr, et pindsvin – eller bare naturen, der larmer.

Den gode nyhed er, at du kan hjælpe nervesystemet lidt på vej.

Små greb, der hjælper

Når jeg mærker, at hovedet begynder at køre, gør jeg noget helt konkret for at få ro i kroppen.

Jeg trækker vejret roligt og sætter ord på det, der sker – nogle gange højt. Jeg fortæller mig selv, hvad det sandsynligvis var, jeg hørte, og minder mig om, at jeg har styr på situationen.

At “nusse” lidt om bålet hjælper også – læg et ekstra stykke brænde på, man bliver “stærk” når man er tæt på bålet.

Lav også gerne selv lidt lyd. Snak med dig selv, syng eller sætter musik eller en podcast i ørene. Det kan være nok til, at hjernen slipper fokus på alle de små lyde.

Lys betyder mere, end man tror. En pandelampe, en lyskæde i shelteren eller en lille lampe på jorden giver hygge. Hæng evt. en presenning op for indgangen, så shelteren føles mere lukket.

Nogle gange sover jeg med ørepropper det kan dæmpe de lyde, der ellers kan sætte tankerne i gang.

Det er små greb. Men tilsammen fortæller de kroppen, at der ikke er fare på færde – og at alarmen godt må slukkes igen.

Plan B – det der gør, at man tør

Hav en god plan B – ikke fordi du nødvendigvis bruger den – men fordi det gør en forskel at vide, hvad du gør, hvis det ikke føles rigtigt.

Plan B kan være at tager bilen og kører hjem. Eller at sove i bilen. Det kan også være en aftale med en som du kan ringer til, som måske kan hente dig eller bare være i telefonen mens du lige får styr på dig selv igen.

At vide man kan gå → gør at man ofte bliver.

Min plan B er oftest at sove i bilen – jeg har kun gjort det én gang, men at vide at jeg har muligheden gør mig tryg.

Når amygdala tager over

Jeg ankom ret sent til stedet, så der er mørkt og jeg ved ikke helt præcis hvor shelteren ligger. Jeg går i mørket for at finde shelteren. I lyset af pandelygten blinker øjnene fra nogle rådyr inde mellem træerne – jeg bilder mig selv ind at det selvfølgelig er for ikke at forstyrre dem at jeg vælger at sove i bilen.

En anden gang sidder jeg ved et lækkert shelter – langt væk fra byen, med parkering tæt på og den fineste bålplads. Shelter ved Kongeå slusen. Jeg har tændt bål og hygger mig. Så får jeg øje på et par billygter i mørket! – og kører den ikke meget langsomt?

Min Amygdala sætter straks i alarmberedskab – mødet med fremmede mennesker.

Der kommer faktisk en del biler forbi i løbet af aftenen og jeg er meget opmærksom 😂 Jeg har min telefon på mig og har udset mig et godt stykke brænde som forsvar.

Jeg følte mig meget eksponeret med bål tændt, som jo kunne se på lang afstand. Men ingen stoppede – jeg tror faktisk de var optaget af at nyde en en stille aftentur langs vadehavet.

Hvad der faktisk sker (oftest: ingenting)

Vi tænker sjældent over risikoen ved at køre på motorvej med 110 km/t omgivet af andre biler. Det er normalt.

Men en mørk skov med naturens lyde kan få pulsen op. Alligevel er det sandsynligvis langt farligere at køre til shelteren end at sove i den

Jeg håber du har fået nogle værktøjer som du kan bruge, hvis du har lyst til at sove i shelter alene – men ikke helt ved om du tør.

God tur!