På tur i Nationalpark Mols Bjerge med Opdag Verden
En weekend med vandrestøvler og telt i Mols Bjerge.
Vinduesviskerne kører på fuld styrke, regnen siler ned. Jeg er på vej mod Djursland for at tilbringe weekenden med at vandre i Mols Bjerge. Overnatte i telt og hygge mig sammen med andre vandreglade.
Det er fredag eftermiddag d. 26/4 2019 og vi skal på tur i weekenden.
Start og slut er ved P-pladsen Femmøller efterskole. Så når vi stiller bilen på p-pladsen skal vi have alt nødvendigt med i rygsækken, telt, sovepose, liggeunderlag, mad osv.
Jeg skal mødes med andre, som også har tilmeldt sig turen med Opdag Verden. Vores guide Casper Werge, skal føre os rundt i nationalparken Mols Bjerge. Jeg er spændt på hvem de andre er og hvordan weekenden kommer til at forløbe.
Der er allerede et par biler på pladsen, da jeg køre ind og parkere og jeg kan se, der er nogle igang med at tage regntøj og vandrestøvler på.
Der hilses på og det store tema er nu – skal der regnbukser på, eller er det nok med jakken? Det tegner til at blive en noget våd weekend, men jeg fornemmer at alle ønsker at få det bedste ud af turen uanset vejret.

Ørnbjerg mølle er vores mål i aften – en kort tur på et par timer.
Ved Ørnbjerg mølle er der shelter og teltplads, muldtoilet og et overdækket madpakkehus med borde og bænke. Rent luksus. Teltene slås op i regnvejer, men fedt med et tørt hus, hvor vi kan sidde og spise aftensmad.

Det vare ikke længe før der er gang i et bredt udvalg af brændere – nogle har Trangia med, andre Jetboil og en enkelt har et lidt ændre brændersystem som jeg ikke har set før. Brænderne hvæser lystigt og der breder sig en duft, en dejlig blanding af frysetørret mad, kaffe og vådt tøj. Snakken går lystig hen over bordet – det er rigtig hyggeligt. Inde i madpakkehuset hænger der oplysningstavler – så man kan også blive opdateret på historien om stedet.


Det bliver sent inden de sidste går til ro og selv om der er lys i madpakkehuset så er vi er derude hvor der er mørkt om natten – helt mørkt, så en pandelampe er en god ting at have med, når muldtoilettet skal besøges.

Det regner stadig da det bliver morgen og teltene bliver hængt til afdrypning inde i madpakkehuset mens vi spiser morgenmad og drikker kaffe. Rigtig festligt bliver det, da en hiver en stak små glas og en lommelærke frem – skål og rigtig god dag til os alle – det luner godt med en lille skarp til halsen.
I dag går turen over Trehøje og Fuglsø for at ende ved Tremosegård formegentlig bliver det omkring 20 km.



I løbet af lørdagen klare vejret op og det bliver skønt, t-shirt vandre vejr. Selv om vi er gode til at holde humøret højt i regnen, så er det bare skønt med sol og varme.




Frokosten indtages ved Besøgscenter Øvre Strandkær, her er ud over udstilling også madpakkehus og toiletter – der er åben hver dag fra 9 – 21 hele året rundt.
Hen på eftermiddagen, når vi vores overnatningssted Tremosegård. Her er shelter, teltplads, bålsteder og muldtoilet. Lejerpladsen ligger så fint ved et dødishul med vand i bunden og skrænter op til alle sider.

Der bliver tændt op i bålet – efter en del forsøg – jeg fornemmer at guiden Casper har stor lyst til at rette og anvise hvordan et bål tændes 🙂 men nu er det jo ikke en undervisningstur, og den aktive båltænder virker ikke så modtagelig for gode råd og det lykkedes jo også endelig at få bålet igang 🙂




Ud over Opdag Verden gruppen er der også nogle spejdere og nogle højskole folk på pladsen. Spejderne ser vi ikke meget til – dog hører jeg da de tager afsted meget tidlig næste morgen. Jeg vågner ved lyden af en presenning, som bliver rystet meget ihærdigt – det havde været dejligt om de var gået lidt væk inden de gik i gang med det. Højskolefolkene havde gang i det store udekøkken med grillkylling eller i hvert fald kylling over bål.

Vi har god tid til at hygge og snakke. Og inden længe er bordet fyldt med lækkerier, det er utroligt hvad der kan være i sådanne rygsække 🙂 Der kommer øl, vin, chips, oliven, chokolade osv. frem fra gemmerne.
Aftensmaden består af frysetørret mad af forskellig slags og nogle har endda dessert med. Det er bestemt ikke maden vi går ned på. Opvasken er jo hurtig klaret når man er på tur – posen foldes sammen og smides i skrallespanden – sådan, så er vi klar til lidt mere kaffe.
Hen på aftenen mens vi sider om bålet og mørket er faldet på finder guiden Casper en lille bog og siger at nu er det tid til godnathistorie. Bonnie Pony – en historie om en lille hest fra Morgenthalers Dyrefabler. Og med den er vi også klar til at blive puttet efter en lang dag i den friske luft.
Det bliver en god nat hvor jeg falder i søvn til lyden af kvækkende frøer (som jeg håber ikke har lyst til at komme ind i teltet)
Ret pudsig er det at da jeg poster et godnat billede på facebook får jeg en kommentar fra Connie – “du er da vist på tur med min søn og svigerdatter”
Så da vi sidder med kaffen næste morgen må jeg da lige høre “hedder din mor Connie?” Og ja – sådan er verden så lille.
I dag skal vi tilbage mod Femmøller, men af en anden rute så vi få set lidt mere af det skønne Mols Bjerge.
Dog spiser vi frokost samme sted som i går – men det er også et rigtig fint sted.




Hen på eftermiddagen er vi tilbage ved bilen efter en super dejlig weekend.
En tur hvor jeg fik konstateret om:
1. regnfrakken var tæt – det var den ikke 👎
2. teltet var tæt – det var det heldigvis 👍
3. støvlerne havde fået fedt nok – det havde de 👍
Regnvejr er så godt læringsvejr
Godt at huske til en anden gang:
Jeg havde kogte æg, knækbrød og laks på dåse med til frokost. Det fungerede rigtig godt. Men jeg havde for lidt kaffe med – og måske skal der også en lille tube mayonnaise med til æggene, næste gang. Morgenmaden bestod af knækbrød og ost. Jeg tror det skal være hjemmebagte grovboller næste gang.
