Alene på Island

En personlig rejseberetning om solorejse, frihed og smukke vilde Island

Jeg har netop sagt farvel til Opdag Verden gruppen, som jeg har gået Laugavegur med og delt udfordringer, magisk natur og latter med. Læs om min vandretur her.
Rygsækken er pakket væk, og i stedet står jeg med en bilnøgle i hånden og fire dage alene til solorejse Island.

Alene-alene.

Det er ikke et eksperiment. Ikke et modigt projekt. Bare en mulighed jeg greb.
Alligevel føles det stort.

Første morgen – og den stille tvivl

KEX Hostel, Reykjavík
Jeg overnatter på KEX Hostel og kommer selvfølgelig til at tage den forkerte overkøje. Ejeren tager det heldigvis pænt. Jeg vågner tidligt – rastløs, spændt – og mærker både savnet af gruppen og glæden over at være alene. I dag handler det om at lande i mit eget tempo.

Det er mærkeligt pludselig at være alene. Ikke ubehageligt – bare uvant. Jeg opdager hurtigt, at det, jeg egentlig er mest nervøs for, ikke er Island eller vejret eller det praktiske.

Det er mig selv.

Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af at være på ferie alene?
Hvis det bliver tomt. Hvis oplevelserne mister værdi, fordi der ikke er nogen at dele dem med.

For at give mig selv et holdepunkt laver jeg en liste. Ikke en plan – bare små ting, der skal gøres.

Min sololiste.

Spise på restaurant.
Bade i hot pot.
Gå til Skógafoss:
Gå i regnvejr.
Snakke med dem, jeg møder.
Købe frisk brød.
Sidde et smukt sted og spise uden at skynde mig.

På vejen – frihed og første valg

Væk fra menneskemængder

Jeg henter bilen ved lufthavnen og beslutter hurtigt at undgå Reykjavík. Der er maraton og festival, og jeg orker ikke flere mennesker.

Allerede i Netto mærker jeg forskellen. Jeg går langsomt. Studerer udvalget. Skyr med kaffesmag. Friskbagt brød. Det er banalt – men rart. Ingen der venter. Ingen jeg skal tage hensyn til.

Viking World – forbi i farten
Et spontant stop. Et imponerende vikingeskib, men udstillingen føles overfladisk. Jeg savner nærhed og retning.

Krýsuvík – jordens farver

Det geotermiske område damper og bobler; svovllugten hænger som et tyndt tæppe. Farverne er kraftige, næsten surrealistiske. Det føles som at stå på en anden planet. Jeg går rundt, tager billeder, kører videre.

Friheden ligger ikke i at nå det hele.
Den ligger i at kunne køre, når jeg har fået nok.

Første nat i telt

Sidst på dagen når jeg Laugarvatn Campsite. Teltet når lige at komme op i tørvejr, inden regnen begynder. Det føles som en lille sejr.

Campingpladsen er overraskende komfortabel: varme toiletter, gode brusere, nem betaling via QR-kode. Jeg havde forestillet mig, at jeg var sent på den – men i mørket kan jeg høre flere telte blive slået op.

Aftensmaden spises mens jeg planlægger morgendagen, lytter til lyden af flere telte, der slås op i mørket.

Jeg er alene.
Men ikke den eneste.

Kørt: 167 km

Vandfald, afstande og beslutninger

Bruarfoss – en morgen med blåt brusende vand
Kl. 7:30, kaffe i termokoppen, næsten alene. Det er ikke højt, men brusende – isblå vand mod mørke klipper. En lokal familie har etableret adgangsvejen; tidligere var det kun muligt at nyde vandfaldet via en 7 km lang vandretur.

Strokkur Geyser – rytmen i undergrunden
20 km længere fremme skyder Strokkur med mellemrum en søjle af vand og damp op – visheden om det uvisse. Jeg venter spændt på næste udbrud for et godt billede. Hygger med en god kaffe i centret og kigger på dyrt, lækkert outdoor-udstyr. Det er kommercielt – og samtidig magisk.

Gullfoss – kvindemod og vandmasser
Tæt på ligger et af Islands mest kraftfulde vandfald. Lyden er voldsom, vandet fosser igennem kløften. Ved mindestenen læser jeg om en sej kvinde, Sigríður Tómasdóttir, der kæmpede for at beskytte stedet – en påmindelse om, at med passion når man langt.

Hjálparfoss – frokost ved basaltsøjlerne
Tortilla med avocado, salat og chilimayo smager bedre med udsigt til et brusende vandfald. Basaltsøjlerne her er mindre regelmæssige – men stadig rå og smukke. Det føles som at sidde på kanten af jordens egen geometri.

Þjóðveldisbærinn – fortid i øjenhøjde
Et lille skilt lokker mig ned ad en sidevej til det rekonstruerede vikingetidshus ved The Commonwealth Farm. Hvor Viking World virkede tamt, er dette levende. Tre bygninger, rekvisitter og mulighed for at gå ind og mærke rummene. Man fornemmer liv, arbejde, kulde, varme. Det er formidling, når den er bedst. En god overraskelse.

Háifoss – 122 meter mod dalen
Det 4. højeste vandfald i Island skal jeg da se. Vejen derud er håbløs og der er 8 km hver vej! Max 10 km/t, flere gange overvejer jeg at vende om. Men jeg har jo lovet mig selv at være modig. Vandfaldet er højt, jeg går ned til bunden og nyder naturkræfterne. Husk regntøj

Overnatning ved Hvolsvöllur
Sent tager jeg beslutningen om hvor jeg skal sove – tæt på morgendagens første stop. En lidt “kedelig” campingplads, men med personlig betjening så jeg kan få brugt nogle af mine kontanter her.

Tip: “Campsites in Iceland 2024” kortet er guld værd. (tak Snædis)

Kørt: 246 km

Regn, turister og indendørs pauser

Seljalandsfoss – før andre vågner
Kl. 7:00 som den eneste på parkeringspladsen. Vandfaldet er ikonisk – og at træde ind bag sløret af vand er som at gå ind i naturens maskinrum. Det har jeg glædet mig helt vildt til.
Tid gør forskellen: at komme før alle de andre turister.

Rutshellir Caves – et spontant strejf
Hulen ved Ringvej 1, med sagn om Rutur – tyv, trold, høvding. Fortællingerne ændrer sig, som landskabet gør. Et kort, godt stop.

Reynisfjara/Black Sand Beach – tågens æstetik
Kl. 9:30 står jeg på Black Sand Beach. Strandens karakteristiske sorte sand er et resultat af, at lava afkøles hurtigt, når den møder havet. Denne proces omdanner den smeltede lava til basalt, som derefter nedbrydes til fint sand af havets kræfter.

Som det ses på billederne er der tåget og det småregner – det er stadig en fantastisk naturoplevelse

LAVA Show i Vík – varme formidling
I Vik ligger et Lavashow. Normalt ville jeg nok fravælge den oplevelse, men vejret får det til at lyde ret tillokkende at sidde inde i varmen. Det kan virkelig anbefales, spændende og virkelig godt formidlet.

Filmen Katla er optaget i Vik, “må vi dække dit hus med aske?” “Hvis de vil lave en toér siger jeg nej”. “Vi har stadig aske i alle sprækker”.

I samme bygning ligger en suppe restaurant og jeg forkæler mig med deres Tasting Menu, hvor man får tre skåle med valgfrie supper.

Diamantstranden – når planer ikke lykkes
Jeg beslutter at køre mod Jökulsárlón og Diamond Beach – næsten 200 km. Vejrudsigten er tvetydig – vejret blev tiltagende dårligt med meget blæst, tåge og kraftig regn. Det bliver næsten 400 km som jeg godt kunne undvære.

Kl. 20:45 er jeg tilbage ved Hvolsvöllur Camp Site – godt træt efter kørerturen og lidt ærgerlig over at have brugt så lang tid på at køre efter Diamantstranden som gemte sig i tågen

Kørt: 532 km

Badedag og små sejre

Reykjadalur – at flyde med floden
Badesko, håndklæde, vandflaske. Der er knap 4 km vandring ind til den varme flod. Vandet er vidunderligt – og naturen er generøs. Det er balsam for sjælen. De små fluer er dog også vedholdende. Jeg forstår pludselig, hvorfor folk pakker sig ind, selvom det ikke er koldt. Nogle gange er naturens mindste væsener de mest insisterende.

Hveradalir – mudderbadets glæde
Hveradalir – det virker lidt overset. Bag en sort halvmur gemmer der sig et mudderbad: to kar med mudder, et med klart vand, et lille omklædningsrum med bruser og masser af varmt vand. Jeg sænker benet forsigtigt i det grå mudder – og vælger tilliden. Bagefter er huden blød som babyhud, kroppen helt afslappet og smilet svært at få væk.

Snæfellsnes – klipper, søjler og dyb tid
Jeg sætter kurs mod Snæfellsjökull National Park. Perfekt formede basaltsøjler langs klippen på sydsiden, og senere Lóndrangar – rester af basaltvulkaniske diger, der rejser sig dramatisk af havet. Den højeste søjle er 75 meter, den laveste 61. Det er konturen af en gammel verden, tegnet i sten. Det er råt, åbent og næsten mennesketomt.

At spise alene – Restaurant Sker, Ólafsvík
Det føles stadig lidt mærkeligt, men også rart. Jeg øver mig i at være min egen bedste bordherre.

Campingpladsen i udkanten af Ólafsvík er våd, men jeg finder et sted uden vandseng. Sidste hele dag.

Små sejre tæller også.

Kørt: 338 km

Afrejse, grusvej og møder

100 km grusvej – en sidste lektion
Jeg vælger nord siden af Snæfell for at køre en anden vej mod lufthavnen. Det viser sig at være grusvej – 100 km smuk, stille koncentration. Jeg når tidsfristen. Alene i bilen, men ikke alene i oplevelsen.

Gas, kufferter og logistik
Det er bøvlet at pakke alt ned ved bilafleveringen; rygsækken skal ned i kufferten, håndbagagen justeres. Tre gasdåser afleveres ved “Heavy luggage”. Shuttle-bussens polske chauffør kom som turist og blev – det er let at forstå – jeg overvejer lidt at følge hans eksempel.

Et møde på græsset
Foran terminalen – ingen bænke, kun betonkant. En tysk hiker sætter sig; vi deler mad, øl og grej-erfaringer. Verden er stor – og mennesker gør den større.

Kørt: 278 km

Hvad jeg tager med mig

Solorejsen lærte mig, at jeg kan opleve alene. Ikke altid modig, ikke altid sikker – men fri nok til at vælge mit eget tempo. Jeg overvandt grusveje, satte mig i gråt muddervand, spiste alene og lod naturen blive min samtalepartner. Musik i radioen, stoltheden i brystet og landskaber, der tager pusten – det var dagene på Island.

At rejse alene på Island lærte mig:
At jeg er fleksibel.
At planer må ændres.
At ikke alt skal deles for at være værdifuldt.
At stilhed ikke er tomhed.

Hvad jeg ville gøre anderledes?
Leje campervan næste gang. At kunne sove i bilen i Island giver mening: mindre logistisk bøvl, mere fleksibilitet med vejret.

Sololisten – status

• Spise på restaurant: ✔️ føltes helt ok
• Bade i hot pot: ✔️ og gratis
• Gå til Skógafoss: ✖️ nåede jeg ikke
• Snakke med dem jeg møder: ✔️ tre gode møder
• Gå i regnvejr: ✔️ (måske ikke på næste liste, for det kan jeg gøre i DK)
• Købe brød hos bageren: ✔️ to gange
• Sidde et smukt sted og spise: ✔️ plenty smukke steder

Men ellers?
Så ville jeg tage af sted igen.

Alene – uden at være ensom.

Praktiske erfaringer og tips

Kørsel
Ringvej 1 er den store, letteste rute. Mange mindre veje er grus – og “gule veje” på kortet er ikke nødvendigvis asfalterede. Stop aldrig midt på vejen for billeder; brug vigepladser. Får og køer går hvor det passer dem.
Hold dig opdateret: Safetravel (vejlukninger, vejrudsigter).

Camping
Vildcamping er forbudt; brug anviste pladser. Kortet “Campsites in Iceland 2024” er uundværligt. Siden Tjalda er også god.

Parkering
Typisk 700–1000 ISK (ca. 35–50 DKK) og ofte med kamera ved indkørsel – du betaler efter tid.
Husk: Indtast det rigtige registreringsnummer (ikke din bil hjemme i DK). Taler af erfaring.

Budget for 4 hele dage (ekskl. fly og mad)

• Campingpladser: 580,- DKK
• Bil + brændstof: 3.200,- DKK
• Parkering: 400,- DKK
• Entré: 600,- DKK
  I alt: 4.780,- DKK

Rute & kilometer (overblik)

• Dag 1: 167 km Blå
• Dag 2: 246 km Rød
• Dag 3: 532 km Gul
• Dag 4: 338 km Lilla
• Dag 5: 278 km Grøn
  Total: 1.561 km

Konklusion – Alene, men forbundet

At rejse alene er ikke at være alene. Det er at være forbundet med landskabet, med de små samtaler, med modet til at vælge og til at ombestemme sig. Island gav mig udblik og indblik. Og en ny lyst: næste gang ruller jeg ud i en campervan og lader vejret – og vejene – bestemme endnu mere.

Sikkerhed og planlægning
– Tjek vejlukninger og forhold: Safetravel.
– Kørsel på grus kræver tålmodighed – og nogle gange 4×4. Pas på får og køer.
– Kom tidligt til ikoniske spots (Seljalandsfoss, Gullfoss) for at undgå trængsel.

Udvalgte stops
– Bruarfoss: stille morgen, isblå kontraster.
– Strokkur: gentagne udbrud – tim det, nyd det.
– Gullfoss: kraft og kulturhistorie i samme blik.
– Þjóðveldisbærinn: formidling i øjenhøjde.
– Reynisfjara: sort sand, stærk brænding – respekter havet.
– Reykjadalur: varm flod efter smuk gåtur.
– Hveradalir: mudderbad, bruser, grin.