Fra Esbjerg til Fanø: En eventyrlig kajaktur med smuk natur og tidevand

Hurtig beslutning

Onsdag aften bliver beslutningen taget over teams og en plan bliver lagt. Vi skal da en tur rundt om Fanø.
Det kan jo ikke tage så lang tid at få pakket til det.
Jeg får hurtig pakket bilen med udstyr. Både til overnatning i telt og til kajaktur. Kajakken, Frej 504 skal så bare lige læsses i morgen tidlig.

Fra Esbjerg til Fanø

Torsdag d. 18/5 kl. 11:30 er jeg klar til start fra Esbjerg. Vi har pakket kajakker på parkeringspladsen ved bådrampen. Så er det nemt at bære kajakkerne ned af rampen.
Der er et kort krydse over til Fanø og vi ror mod syd ned langs østsiden af Fanø.

Rute Esbjerg - Sønderho
Kort 1 – Esbjerg mod Sønderho

Sønderho

Vi er fremme ved Sønderho ca. kl. 14:20 efter 17 km. Vi når lige en tur rundt i byen og selvfølgelig en is – det er altså obligatorisk.

Højvande eller?

Selv om vi kun gør et kort pitstop i Sønderho til kl. 15:20 så er det lidt knebent med vand. Det hjalp heller ikke at vi tog den forkerte rende fra Sønderho. Så vi måtte lige tilbage og ud af den rigtige. Her skal man altså holde til venstre.
Vi måtte trække kajakkerne på dette stykke (markeret med grøn) – selv om der ifølge tabellen skulle være højvande kl. 15:06

Kort Sønderho
Kort 2a – udsnit af ruten fra Sønderho
Lavt vand
Vi forsøger at holde os flydende så længe som muligt

Brækkende bølger

Vi var blevet advaret om at der nok ville være nogle brækkende bølger når vi kom ud ved Galgerevet. Det var der også, men ikke noget der gav problemer. Men det er helt sikkert noget man skal være opmærksom på.

Vinden var på 6 – 7 m/s fra nordvest så vi havde noget modvind

Vi gik i land lidt efter BE FREE bunker kl. 18 (roet 12 km)

Sønderho til lejr
Kort 2 – fra Sønderho til lejerplads
Bred strand
Langt langt langt fra vandkant til lejr

Lejrplads

Der er måske 600 – 700 m fra vandkanten op til klitterne. Der er forskellige løsninger på at fragte kajakker og udstyr. Man kan bære de lastede kajakker – det er meget tungt, men så er det jo også overstået. Der er også den mulighed at tømme kajakken og bære alt udstyr op i div. poser for til sidst at bære den tomme kajak. Uanset løsning – så er det hårdt arbejde oven på en lang dag på vandet.

Fredag d. 19/5

Næste morgen skal det hele jo så slæbes tilbage til vandet igen. Men vi har det skønneste vejr. Flot sol og helt vindstille.
Vi er klar til start kl. 10:00 og det er ganske fint. Vi skal have turen tilbage til Esbjerg til at passe med tidevandet så vi kan spare lidt på kræfterne.

Søren Jessens Sand

Vi holdt en lille pause på Søren Jessens Sand. Så vi får den sidste del til at passe med maks indadgående strøm. Det giver 10 – 11 km i timen uden at vi behøver lave ret meget.

Esbjerg

Ført med tidevandet tilbage til Esbjerg hvor vi er i land kl. 13:10 (roet 18 km)

Efterskrift

Det blev en rigtig skøn tur.
Vi fik arbejdet med tidevand og selv om vi var ude og gå et kort stykke så synes jeg vi fik turen planlagt på bedste vis.

Link til folder om Sønderho Havn hvor der er kort over sejlrende og gode råd.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top